SAmtaleterapi

I mine samtaler arbejder jeg blandt andet ud fra de narrative og mentaliseringsbaserede tilgange samt med EMDR. Du kan forvente, at jeg vil møde dig på en nysgerrig, respektfuld og omsorgsfuld måde. I forløbet tager vi sammen udgangspunkt i det, du oplever bøvler i dit liv, og vi vil også sammen have blik for det, der lykkedes og går godt. Vi vil bruge de første par samtaler på at konkretisere, hvad det er, vi skal arbejde med, og jeg vil i løbet af behandlingen jævnligt følge op på, om vi bevæger os i den rigtige retning.

Forløb med børn og unge

Hvordan et forløb med et barn eller en ung konkret kommer til at se ud afhænger af problemstillingen samt barnets alder og udviklingsniveau. Når jeg arbejder med børn, så indgår jeg ofte i et tæt samarbejde med de voksne, der er omkring barnet. Det betyder, at vi sammen undersøger, hvordan vi kan forstå barnets reaktioner og behov. Samtidig undersøger vi også, hvad der kan gøres omkring barnet eller den unge for at hjælpe og støtte op. På den måde kan forældresamtaler eller samtaler med andre betydningsfulde voksne være en vigtig del af behandlingsforløbet.

EMDR - en metode til behandling af traumer

Et EMDR-forløb består både af samtaler og EMDR-sessioner. I EMDR-sessionerne giver jeg som behandler instruktioner samtidig med, at hjernen og kroppen (hos den der modtager behandlingen) stimuleres skiftevis i højre og venstre side. EMDR er en forkortelse for Eye Movement Desensitization and Reprocessing. EMDR er en terapiform, som hjælper børn, unge og voksne til at mindske det ubehag, som kan forstyrre i dagligdagen, hvis man har ubehagelige oplevelser, der følger med fra fortiden. EMDR kan med andre ord hjælpe dig til, at fortid forbliver fortid, og nutid bliver nutid.

EMDR er en evidensbaseret metode udviklet til behandling af PTSD (Post Traumatisk Stress Disorder). WHO anbefaler EMDR til børn, unge og voksne som en effektiv behandling af PTSD og forhøjede stresstilstande. Derudover har EMDR vist sig at være en effektiv behandling af en lang række andre psykiske og kropslige problemstillinger, som angst og panikfølelser, sorg, reaktioner på komplicerede sygdomsforløb, depressioner og andre tilstande, som kan være forbundet med stærke følelser. De traumer vi arbejder med i EMDR forstås som alle typer af oplevelser, hvor man overvældes følelsesmæssigt på en negativ og vedvarende måde. Når jeg laver EMDR-behandling, så sørger jeg for at styre processen, så du kan arbejde med de ting, der er svære, på en tryg og sikker måde.

Jeg er medlem af Dansk Psykolog Forening og EMDR Danmark.

Som psykolog er jeg underlagt psykologloven og følger de etiske principper for nordiske psykologer.

Du kan læse mere om EMDR på foreningens hjemmeside www.emdr.dk